En roman om en intelligent ung pige, der som 14-årig bliver forført af sin lærer, men svigtes og derefter bliver besat af jagten på den totale, selvforglemmende sexoplevelse. En erotisk bog der starter som en Lolitahistorie, men udvikler sig til en historie om en skræmmende besættelse. Målgruppen er især unge voksne.
Den unge, australske forfatters debutroman fra 2004 handler om forbudt og for meget sex. Den begavede highschool elev Sarah på 14 år bliver allerede på side 9 forført af sin engelsklærer, og de næste mange sider bliver hun til sin egen nydelse taget et utal af gange i hoved og r... Da forholdet er ved at tage overhånd med SM-indslag, beslutter den gifte lærer sig for at rejse bort. Sarah bliver som besat af sorg og kaster sig ud i sex med snart sagt enhver mand, og hun går heller ikke af vejen for veninders mænd - med fatale følger. Syv år går, før hun møder sin første elsker igen, og spørgsmålet er nu om hun er i stand til at give slip på sit gamle liv og give sig hen i kærlighed.
Temafællesskab, men ikke samme litterære kvaliteter som fx Nabokovs Lolita eller Duras Elskeren.
Et gennemført men deprimerende portræt af en ung pige, der mister kontrollen over sig selv i en frygtelig besættelse. Bogen virker afgjort mere skræmmende end egentlig erotisk ophidsende, for man får medlidenhed med den unge kvinde, og det hun gør med sit liv. Jeg havde lidt svært ved at lade mig overbevise af det troværdige i det ulige elev-lærer forhold, som starter for brat.