Til læsere med interesse for kriminalsager og politiarbejde.
Forfatteren er tidligere leder af Rejseholdet og er i dag politiinspektør ved Vestegnens Politi. I samarbejde med retsmediciner Hans Petter Hougen og retsantropolog Niels Lynnerup berettes med udgangspunkt i en konkret sag og omtaler af andre sager om drabsefterforskningens mange aspekter, hvor der i høj grad er tale om holdarbejde. Det er en både kompetent og spændende beretning om virkelighedens politiarbejde, som ligger langt fra mange af de actionprægede kriminalfilm, vi ofte præsenteres for. Bogen reflekterer også over forskellige forhold vedrørende politiarbejde som spørgsmålet om, hvad ondskab er og efterforskernes egne moralske og etiske holdninger.
Forfatteren skrev i 2008 Man jager et bæst og fanger et menneske. Bogen ligger på linje med denne og andre indenfor genren, fx Tom Christensen: Han fik morderne til at tilstå, 2011.
En spændende og indsigtsfuld beretning om politiets efterforskningsarbejde.