Agnes svigtes fra fødslen, og må hurtigt lære at klare sig selv for at overleve. Hendes unikke musikalske talent åbner en håbefuld verden med nye venskaber, men mødet med musiklæren Frank Leide bliver det største svigt af alle. For læsere af velskrevne og stærke fortællinger.
En fortælling om venskab, udsatte børn, voksensvigt, kærlighed og overgreb i Södertälje i 1980'erne. Vidunderbørnene Agnes, Kristian og Miika er endnu ikke fyldt 10 år, da de danner en musikalsk trio frembragt af den anerkendte musiklærer Frank Leide. Leide giver dem al sin kærlighed, ikke mindst når forældrene svigter. Men samtidig gemmer han på en grusom side af sig selv, der langsomt spinder børnene ind i sit forræderiske net.
Fuldstændig fantastisk roman med mange lag og facetter sat i et både fabulerende og barskt hverdagsrealistisk univers, fortalt med forfatterens karakteristiske skrivestil. Karin Smirnoff er fremragende i skildringen af sine moralsk tvetydige personer og udsatte miljøer drysset med sort humor. En bog man sluger råt, og som bliver ved sin læser længe efter.
Karin Smirnoff er sin egen - denne vil appellere til læsere af fx Et lille liv, Herbjørg Wassmo eller Per Petterson.