Denne udgivelse er skrevet målrettet studerende på læreruddannelsen, men færdiguddannede lærere kan også sagtens læse med.
Bogen fortæller om, hvordan man som lærer skaber fællesskaber og leder læreprocesser. Via 8 artikler behandles emnerne læring, udvikling, relationer, klasseledelse, vejledning, konflikt, inklusion samt kommunikation og samarbejde. Artiklerne afsluttes med en række studiespørgsmål og opgaveforslag, som hjælper de studerende med at overføre teorierne til den praktiske virkelighed, de skal ud og fungere i efter endt uddannelse. Bogen er oplagt at anvende på læreruddannelsen både som grundbog og i forbindelse med diverse opgaver. Til disse opgaver indeholder bogens 8 artikler en række forslag til yderligere litteratur om det enkelte emne. Alt i alt en god udgivelse til brug på læreruddannelsen.
Det vil være oplagt at supplere de enkelte artikler med yderlige læsning om de enkelte emner, hvortil der findes masser af nyudgivet litteratur til alle emnerne.
Velstruktureret udgivelse målrettet et af læreruddannelsens kompetencemål. Bogen indeholder gode studiespørgsmål og opgaveforslag, som gør bogens teoretiske viden vedkommende og samtidig kobler teorierne op på de studerendes kommende virke som lærere.