Dansk roman til især kvindelige læsere, der kan lide skildringer fra hverdagen med genkendelige personer, følelser og situationer.
På sin 40-års fødselsdag flygter Emilia hjemmefra. Hun vil skilles og har planlagt det længe, og nu hvor de to voksne døtre er flyttet hjemmefra, vil hun bare væk fra sin dominerende og uelskelige mand Lars. Dog skjuler hun ikke sine spor særlig godt, og den jaloux og småvoldelige mand puster hende hele tiden i nakken. Emilia bor forskellige steder og er hurtig til at knytte nye især mandlige kontakter, og konstant har hun sin ungdoms store kærlighed i tankerne. Planen er på sigt at læse til lærer, og indtil da arbejder Emilia rundt omkring, imens hun får mere og mere styr på sig selv og sine følelser. Emilia en overordentlig detaljeret roman, og den er ikke fri for gentagelser. Handling og personer er forudsigelige og overbeviser ikke for alvor, ligesom sproget er lidt stift.
Britta Lund Nielsen debuterede i 2012 med romanen Blomsterpigen, som Emilia kan sammenlignes og anvendes på linje med. Derudover kan den sammenlignes med romaner fra de seneste par år af forfattere som Anita Grün, Camilla Louise Moe og Grethe Gylling Møllebæk, der alle tematiserer hverdagen fra dagens Danmark med dens kriser og glæder.
Roman fra dagens Danmark om en 40-årig kvinde, der bryder op fra et ulykkeligt ægteskab for at finde sig selv. Den overbeviser ikke og virker mere end en smule altmodisch i handling og personskildringer.