Hans Chr. Hansen har tidligere udgivet to titler, Nanna - min værste fjende (1998) og Lars Otto - fugleunge (1998), i serien Klassekammerater. Det er en humoristisk skolehistorie, om at gå i skole dengang hvor kravet til lærere typisk ikke var pædagogiske evner, og hvor øretæverne lå tæt i luften. Egon er ud af en familie, hvor man bliver smidt ud af skolen, og han har ikke svært ved at følge familietraditionen. Egon kan ikke læse og bliver hurtigt det udvalgte offer for den småtossede, sadistiske og latterlige lærer Pipsen. Egon tager imod Pipsens øretæver med et smil, for siden at hævne sig til overmål. Egon skal man ikke spøge med, han har mandsmod nok til at få kørt Pipsen helt i sænk. Egon forlader frivilligt skolen uden at have lært at læse, for siden at blive til noget på motor-crossbanen. Bogen er morsom, men ikke helt vellykket, den mister lidt af sin troværdighed ved at historien en gang imellem trækkes for langt ud. Bogens omslag i farver signalerer dramatik med elevens kamp mod læreren. Den er egnet til oplæsning fra 7 år og selvlæsning fra 9 år.