En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege

Døden må altid være nærværende som afslutning og som incitament for den, der som SB dyrker skønheden, lever æstetisk. Og døden er grundtemaet i denne lille bogs skildringer fra den landsby,hvor SB har en slags refugium. Her stilles landsbyens banale tilværelse med madlavning og bankospil op mod SB's i små øjebliksbilleder blandet med refleksioner og aforismeagtige sentenser i enslags dagbog. Helhedsindtrykket bliver lidt trist, idet bogen kommer til at stå omtrent som bagsiden af den medalje, der glitrede i Creme fraiche, og SB's holdninger/holdningsløshed kan afsløre sigsom en vis misantropi og få absurde konsekvenser. - Bogens mange småstykker kædes sammen af beskrivelser af en serie gotiske gobeliner (1 danner bogens omslagsill.) fremstillende sansernepersonificeret som en ung kvinde, der smuk, isoleret og omgivet af luksus, f.eks. spiser konfekt, når hun skal symbolisere smagssansen. Hun kunne godt minde om SB selv, og bogen ville i så faldvære et ganske raffineret spil. Dener dog ikke interessant eller velskrevet nok til at være særlig væsentlig - og uden de elementer, der gjorde forgængeren til et publikumshit: behersketanskaffelse tilrådes.

Læs hele vurderingen