Den lille kollektivroman er et øjebliksbillede af 90'ernes Danmark i en mindre nordjysk havneby, hvor man i små kapitler følger en række mennesker, som direkte og indirekte kender hinanden. Det er hverdagslivet set i både det store og lille perspektiv, og de skære toner fra en gammel mands violin vækker medfølelse og håb om forsoning med livet og med hinanden. Her er barnets vidende blik, de unge forelskede, som kun har tanker og øje for hinanden, de midaldrende ægtepars rutineprægede forhold, og det ældre par, hvor konen må på plejehjem og huset sælges, for livet er ved at være slut. Der er ubetænksomhed, kluntethed og smukke øjeblikke, drømme om en tabt ungdom og alt det, der tynger og rører ved dette uforklarlige, uforståelige, men alligevel ubændige liv, der på godt og ondt skal leves igennem. Et fint stykke velskrevet og præcis hverdagsrealisme.