I 'En hustlers dagbog' clasher ghettoens hårde dreng med Stockholms fornemme kulturelite. Kan sød musik opstå, eller er forskellene for store?.
"For at kunne dø i fred skal man plante et træ, skrive en bog og opfostre et barn". Sådan lyder de faderlige råd til 10-årige Metin i starten af dette svenske komediedrama. Sytten år senere er Metin (Can Demirtas) en udfarende, arbejdsløs, potrygende og småkriminel hustler, der huserer med sin trofaste bande i forstadsghettoen, Jordbro, tæt på Stockholm. Faren er død og han bor sammen med sin mor og lillebror. Metin drømmer om et bedre liv, selvom udsigterne er dystre. I al hemmelighed fører han dagbog over sin kriminelle løbebane. Ved en skuespils-audition, taber han bogen som ender i hænderne på Stockholms kulturelite, som ser et kæmpe skrivetalent i den upolerede Metin. Desperat forsøger han at få bogen tilbage, da den indeholder kompromitterende oplysninger om kriminaliteten, han og hans venner begår. Ender bogen hos politiet kan det koste ham livet, for i dette miljø holder man tæt.
Underholdende portræt af en splittet sjæl. Demirtas som Metin er filmens største plus. Det ene øjeblik en rapkæftet, møgirriterende hidsigprop, det næste en charmerende hustler med hjertet på rette sted. Filmen er aldrig rigtig sjov og klart bedst i de alvorlige dele.
Kan sammenlignes med den danske ungdomsfilm Ækte vare hvor vi følger en ung fyr med rap-talent, der rækker ud over ghettoen.