En lidt mere krævende billedbog om livet og barndommen for børn fra 5 år, men bestemt også for voksne.
Livet og barndommen er emnet for denne billedbog. Den begynder på fødeafdelingen, hvor den navnløse hovedperson kommer til verden, og siden tager læseren med gennem sin opvækst til voksenlivet, hvor han selv bliver far til en dreng. Fortællingen bevæger sig frem i form af nedslag fra især barndommen fx skolestart, hvor der reflekteres over hvorfor børn ikke starter i Tivoli i stedet for skole? Alt er dog ikke lige morsomt. Minderne om en usympatisk gymnastiklærer, de store drenge i skolegården og uhyrerne under sengen fylder meget. En sætning som: "livet er forfærdeligt, må jeg få en is" vidner dog om barndommens ukuelige optimisme. En morsom, mærkelig og melankolsk bog med et blik på livet og barndommen, der vækker refleksion hos den voksne og genkendelse hos barnet. Tegningernes naivistiske stil bakker op og bygger videre på tekstens univers.
Det er svært at finde andre bøger til samme målgruppe, hvor barndommen tages op på denne måde, men stemningen har den samme melankoli som Ole Lund Kirkegaards Gummi-Tarzan.
En underfundig billedbog med livet og især barndommen som tema. Den vækker reflektion hos den voksne og genkendelsen hos barnet.