Kasper Klochs værk henvender sig bredt til et publikum med interesse for alle aspekter af tyrefægtningen - og fx til turister med Spanien på menuen.
Forfatteren Kasper Kloch er dybt fascineret af tyrefægtning, og han har baseret sin bog på en rejse rundt i Spanien i løbet af en tyrefægtningssæson. Kloch skildrer sine oplevelser i arenaerne, og det gør han godt og sobert. Han er klar over, at emnet er kontroversielt og diskuterer ganske fordomsfrit for og imod. Er det ækelt dyrplageri? Er det levende historisk tradition? I sin belysning af emnet bringer Kloch også artikler om og interviews med personer i tyrefægtningens verden, fra tyreopdrætteren til tyrefægteren, såvel den erfarne, der nu underviser i faget, som den unge kvinde, der vil skabe sig en karriere i arenaen. Der er farve og drama i arenaen, men Kloch lægger ikke skjul på, at der også er sorte penge og "lokumsaftaler" i branchen med mange penge involveret. Hvoraf hans fascination? Jo: "Der er ikke noget filter mellem tilskueren og det, der sker i arenaen. Ikke nogen beskyttende redigering. Ikke nogen iscenesat konflikt. Det er alvor for tyren, og det er alvor for tyrefægteren. Livsfaren er virkelig". Begejstret, rummelig og sober bog om fænomenet. Illustreret med fine fotos. Bagest ordforklaring.
Særdeles bredt anvendeligt værk i såvel dyreetiske som turistmæssige sammenhænge. Ellers ikke meget om tyrefægtning.
Engageret skildring af en passion men samtidig afbalanceret i forhold til sit kontroversielle emne.