Peter Dürrfeld har skrevet en række romaner, og en del bøger om skak. Her har han skrevet en politisk satire, som udspiller sig i den nærmeste fremtid. Året er 2012, og den lidt fordrukne freelance-journalist Steffen Ring får overraskende et tilbud om at opstille som folketingskandidat for Team Centre, der kan blive det afgørende midterparti, mellem Team Liberal og Team Welfare. Han tager mod tilbuddet, får et kontor på Christiansborg, men inden valgkampen kommer rigtig i gang myrdes en af hans medarbejdere. Steffen Ring bliver draget ind i opklaringen, som får et meget overraskende udfald. Det er ikke krimiintrigen der bærer bogen, dertil er den for tynd, men den politiske satire. Her hudfletter Dürrfeld veloplagt den tivolisering der er ved at brede sig i dansk politik, den forfladigelse og stirren sig blind på enkeltsager som breder sig i disse år. Tv-mediet med dets studieværter går heller ikke ram forbi. Adskillige af de politikere der befolker bogen er kalkeret over nogle af de nuværende, Pia Kjærsgaard og Marianne Jelved er let genkendelige, og den lidt fallerede Steffen Ring, har vel hentet noget af sin eksistens fra Dürrfeld selv, og fra hans omgang med kolleger på Information. Fornøjelig læsning, med et budskab.