Billedbogen er til de 3-6-årige. Den kan også bruges til samtale om venskab og hjælpsomhed.
Illustrator er ny i dansk sammenhæng, forfatteren har bl.a. skrevet Når vi er sammen, 2009. Bogen foregår en kold vinter. Alle dyr mangler mad. Grævling, der har en særlig udstråling, beder Ræv og andre dyr om mad. De deler, det lidt de har, med ham. De varmer sig i Hares hule. Da Grævling går ud, savner de ham og finder ham sovende under et træ. De dækker ham med mos og holder varmen ved at sove sammen med ham. Næste morgen er han væk, men han har efterladt en besked "Hver gang du hjælper en fremmed på vej, vil hjælp og glæde komme til dig!" Teksten er skrevet i et dialogrigt, til tider poetisk sprog, især når Grævling omtales. Illustrationerne er malet i en naturalistisk og blød streg, der nogle steder er næsten drømmeagtig. Naturen er malet i kolde blå og hvide farver. Dyrene fremstår naturalistiske og meget livagtige og har noget kært over sig. Forsiden viser Grævling i stjerneagtigt skær, bagsideteksten dækker indholdet.
Bogen føjer sig fint ind i rækken af billedbøger om venskab og hjælpsomhed, fx Et sandt mirakel, 2009, hvor personerne også er dyr.
Tekst og illustrationer skaber sammen en fin lille historie om venskab og hjælpsomhed. Dog synes jeg, at dyrenes udstråling er lidt for kær set i forhold til deres situation. Måske overfortolker jeg, men beskrivelsen og afbildningen af Grævling og hans besked får mig til at tænke på kristendommens budskab om næstekærlighed.