"Generelt er 'End of Suffering' en fornuftig plade. Den er ikke specielt nyskabende for mange andre end bandet selv, og mens numrene er lyttevenlige og har hitpotentiale, er det heller ikke nødvendigvis stor kunst. Pladen er tekstlig terapi for den rødhårede frontmand, der sammen med Richardson trods alt har skåret nogle udmærkede rocknumre, selvom også det aspekt blev udført bedre på forgængeren 'Modern Ruin'. Hvis man knokler med de samme følelsesmæssige problemer i dagligdagen som Carter, kan pladen sagtens fungere som hjælp til selvhjælp. Hvis man havde håbet på et aggressivt udbrud som de første Gallows-plader og Carters solodebut, undgår man ikke at blive slemt skuffet".