"Enkis styrke ligger i riffarbejdet og samspillet med rytmesektionen, der kan bringe lytteren i en nærmest trancelignende tilstand med sin smeltedigel af aggressivitet. Til gengæld kaster forgængeren en ikke ubetydelig skygge over Enki. Ambitionerne på The Epigenesis tangerede storhedsvanvid, men de bar frugt. Denne galskab, der drev det værk i så mange retninger, kan jeg godt savne, selvom Enki har været et meget hyppigt indslag på min ipod".