Journalisten Mette Munch Jørgensen ønsker ikke at få børn. At vælge børn fra frivilligt er stadig et tabu for kvinder, og det belyser hun med denne bog. For voksne læsere, der ønsker at få viden om frivilligt barnløse.
Forfatteren har med udgangspunkt i sit eget ønske om ikke at få børn skrevet en bog, der belyser emnet fra flere vinkler. Bogen indeholder interviews med otte forskellige kvinder i alderen 27-73 år, der har valgt et liv uden børn. Derudover indgår der kapitler, hvor forfatteren får forskere til at belyse disse fem emner: Hvor sidder lysten til at få børn? Får færre kvinder børn? Hvorfor stiller vi hinanden alle de spørgsmål? Hvordan påvirker populærkulturen os? Hvornår er barnløshed et frivilligt valg? Bogen afsluttes med eftertanker.
Interessant og velskrevet bog, der beskriver emnet fra mange forskellige vinkler. Det fungerer rigtig godt, at der er så stor aldersforskel på de interviewede personer. Mange, der ikke ønsker børn eller er i tvivl om de vil have børn, vil sætte stor pris på at læse denne bog.
I interviewbogen Det sidste led er der også fokus på et liv uden børn - dog både frivilligt og ufrivilligt.