I en velformuleret, skarp debatbog anklager Peter Kemp hospitalslægerne for utilstedelig arrogance og manglende evne og vilje til at kommunikere med patienterne. I 1997 døde hans kone børnepsykiateren Margrethe Lomholt Kemp af brystkræft. Oplevelsen af hendes hospitalsindlæggelse og død beskrev Peter Kemp i en kritisk kronik i Politiken, og den medførte megen debat i medierne. Hele forløbet er medtaget i bogen, som samtidig er et vidnesbyrd om MLK's faglige kamp for at ændre det utidssvarende, reduktionistiske menneskesyn, som desværre præger lægeverdenen. Inden for børnespykiatrien kæmpede hun selv for at møde og turde se patienten som et medmenneske, og det samme forhold gælder lægen over for den alvorligt syge og døende. Med afsæt i filosofi og etik begrundes nødvendigheden af radikale ændringer, og det kræver ikke flere ressourcer. En vigtig debatbog, som er et velrettet spark til hospitalsvæsenet, og som også rummer gode, konstruktive forslag til at komme videre. Kan suppleres af Karsten Skawbo: Hvordan man klager over lægesjusk (1997) og Lone Scocozza:Patienthåndbogen (1998). Litteraturliste og register.