Bogen vil interessere personer, der har opholdt sig i Grønland i længere tid og er også for dem, der følger Grønlands historie og udvikling.
Cand.jur. Claus Bornemann arbejdede med Grønlands udvikling og administration fra 1951-1978 enten i Grønland eller i Danmark. Han havde i løbet af de mange år betydningsfulde lederposter i centraladministrationen og var i en periode bl.a. konstitueret landshøvding. Derfor var han med til at præge udviklingen af centrale reformer, som dannede grundlag for selvstyret. Han fortæller om udviklingen af love, større begivenheder som folketingsvalg, udenlandske besøg, Hans Hedtofts forlis, flykatastrofen ved Thule, men også om mere private forhold og oplevelser, der gør beretningen mere levende. Bogen er opdelt i perioder, teksten er tæt skrevet, men sproget flyder ubesværet, og der er absolut både engagement, holdning og lune til stede.
Grønland er velbelyst i mange bøger. Grønlands teknologihistorie, 2012, og M. Krogh Andersen: Grønland, 2008, fortæller bredt om teknologi, politik og samfundsudvikling.
Forfatteren har med sit engagement og viden været en central person i opbygningen af et selvstændigt Grønland. Det er en tæt skrevet beretning om vigtige begivenheder fra perioden 1951-1978. Han har sit fokus på de administrative, sociale og politiske forhold i Grønland, men fortæller også om mere personlige forhold, oplevelser og festlige begivenheder. Bogen henvender sig mest til personer, der følger Grønlands nyere historie og udvikling.