Underholdende og ganske spændende engelsk krimi, en slags "P.D. James møder Ian Rankin og John Harvey". En klassisk og vidtforgrenet politiefterforskning ledet af en desillusioneret midaldrende kriminalinspektør, som tillige er fraskilt, musikelsker og tørstig. Den slags krimier findes der masser af, og de låner sig selv ud, hvilket denne også vil gøre.
Kriminalinspektør Alan Banks og hans kollega og ekskæreste Annie Cabbot fra den fiktive by Eastvale i nærheden af Leeds får en sag med en påsat brand på et par pramme. En ung stofmisbruger og en falleret kunstner er omkommet ved branden, men hvorfor skulle de dø? Den melankolske Banks kommer vidt omkring i sin efterforskning og afdækker ikke så få af menneskehedens mørke sider; usunde og komplekse menneskelige relationer, familieintriger, incest og stofmisbrug. Også kunstforfalskning spiller en rolle, og såvel Banks som Cabbot kommer i bogstavelig og overført forstand for tæt på ilden. Men mon ikke Banks klarer sig, så han kan blive fit for fight til yderligere bind i den gedigne serie fra politiet i Eastvale.
Peter Robinson er født i England i 1950, men har boet hele sit voksenliv i Canada. Han har skrevet 16 romaner om kriminalinspektør Banks. Heraf er fem nu udgivet på dansk siden 2003, og de kan læses uafhængigt af hinanden.
En udmærket og traditionel engelsk krimi uden de store stilistiske overraskelser, og den vil blive efterspurgt på linje med forgængerne.