Jakob Brønnum udsendte sine Europadigte første gang i 1991, og har i denne 2.udgave ændret samlingens komposition, samt foretaget en sproglig opstramning af flere tekster. Digtene er den rejsende og reflekterende lyrikers betragtninger over Europa, ikke blot som et geografisk og historisk rum, underlagt store forandringer, men også med sonderinger i det dybereliggende lag af myter og symboler som udgør den europæiske identitet. Teksterne bevæger sig fra Østeuropa - og opbruddet der - til Central- og Midteuropa, men fælles er at tingene og stederne først giver mening fra sig, når de ses gennem den optik som kunsten og historien kan levere. Det kommer der digte ud af som er eftertænksomme og kultiverede - i ordets bedste betydning, men som også i mange tilfælde savner sanselighed og sproglig nerve. "Trangen til at meddele/ er større end trangen til at lytte" hedder det et sted i digtsuiten "Kains forbandelse", og lidt af den samme skavank lider disse digte af, hvor sproget for sjældent får lov til at arbejde på egen hånd og bringe digteren nye og uventede steder hen.