Primært for konsulenter og projektledere.
Der findes en lang række evalueringsmetoder og -paradigmer, der kan have forskellige formål: kontrol, læring, effektmåling, præstationsmåling mv. Denne metode bygger på den narrative teori og tager udgangspunkt i praksis med læring for øje. Fortællingerne etablerer samlet en forståelsesramme, som de oplevede begivenheder kan tolkes ind i. Metoden sættes ind i en overordnet sammenhæng med øvrige evalueringsmetoder, og efterfølgende skitseres en model indeholdende konkrete metoder med evalueringssamtalen og efterfølgende "bevidning" som krumtap. Det er primært en vejledning til evaluator, som i denne sammenhæng skal opfattes som en facilitator - og ikke en kontrollant. Metoden bevæger sig helt ned i guidelines for spørgsmålstyper og tilrettelæggelsen af samtalen. Trods det, at der er anvendt cases fra forfatterens egen praksis, er det en meget teoretisk baseret bog, der forudsætter et grundigt kendskab til primært Michael Whites narrative teori og diverse teorier om magt. Den vil have en relativ smal målgruppe, primært i konsulentmiljøet.
Lægger sig indholdsmæssigt op ad Hedegaard Hansen: Narrativ dokumentation, 2009, hvor metoden anvendes i opgaven med at dokumentere den pædagogiske praksis, men det er første gang teorien beskrives anvendt i en konkret evalueringssammenhæng.
Meget teoretisk introduktion til, hvordan den narrative metode kan anvendes i en evalueringspraksis.