Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Eventyret om en blomst


Beskrivelse


Billedbog. Den smukke blomst dør, da hun får en sort plet, og hendes mand, den heldige kartoffel, og deres barn, den lille knop, savner hende.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 30. sep. 2008

af

af

Elisabeth Bennetsen

d. 30. sep. 2008

Højtlæsning til trøst når der mistes et nært familiemedlem efter svær sygdom. Oplæsning på skødet fra 4 år.

Bogen har en dyster baggrund. Forfatteren mistede sin kone efter modermærkekræft, som begyndte under en graviditet og endte efter fem år. Ved begravelsen fortalte han denne historie. En allegori med moren som den smukke blomst, ham selv som den heldige kartoffel og familiens søn som den lille knop. En enkel og rørende historie, hvor blomsten efter et dejligt liv bliver syg af en sort plet, visner og dør for at dukke op som hvide trøstende vinger og varme soltanker. Poetiske og smukke billeder på en elsket mor fortalt i et kort og letforståeligt sprog. Claes Movin, som kendes som illustrator af fx Øjvind Ånd ånder ud, har løst opgaven med en let, sød og humoristisk hånd, som forhindrer tåreperseri og sentimentalitet og støtter bogens trods alt positive og kærlige tone. Forfatteren er debutant, og bogen sender sit overskud til Kræftens Bekæmpelse.

Andre trøstebøger kunne være Saras stjerne (08/10) af Claude Dubois eller Susanne Engelhardts Mor er en engel (04/36) eller min egen favorit Bedstemor i himlen (00/26) af Thomas Winding.

Med forord af Grevinde Alexandra og tv-pr er bogen kendt på forhånd og i ramte familier kan den også både røre, trøste og hjælpe med at huske gode minder, men skræller man selve grundhistorien ind til benet og ser bort fra den private baggrund, så er den ikke specielt bemærkelsesværdig.