Bøger / faglitteratur til børn

Fåret Goysor


Beskrivelse


Billedbog der følger fåret Goysor fra hun bliver født en forårsdag ude på marken til hun efter et år får klippet pelsen for første gang.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. nov. 2008

af

af

Torben Wilhelmsen

d. 12. nov. 2008

Vendebøgerne har spiralryg og er beregnet til oplæsning for grupper af børn. Bogens venstresider består af et stort billede, som kan vendes ud mod børnene, mens højresiden, som vender mod oplæseren, rummer samme billede i mindre format samt teksten. Målgruppen er de 4-7-årige, og bogen kan anvendes i forbindelse med emnearbejde i børnehaver og i indskolingen.

Denne nye bog i serien Vendebøgerne er i lighed med forgængeren en fagbog om dyr. Denne gang handler historien om får personificeret ved fåret Goysor og dets tvilling Gudrun. Vi følger de to får fra deres fødsel og frem til deres første klipning. Historien om de to får giver et indblik i fårenes liv og i fåreavl og er fortalt i et godt og letflydende sprog, som egner sig til højtlæsning. Som i tidligere bind består bogens venstresider af et stort billede, som takket være en spiralryg kan vendes ud mod børnene, mens højresiderne rummer samme billede i mindre format samt teksten, der er sat med store typer, så oplæseren kan placere bogen på en måde, så kontakten til børnene ikke går tabt. Bogens fotos er af vekslende kvalitet. Fotos og tekst passer fint sammen.

Der findes en række billedbøger om får og fårehold. Det særlige ved denne bog er det oplæsningsvenlige udstyr.

Alt i alt en udmærket fagbilledbog om får. Den er især velegnet til oplæsning og til emnearbejde i børnehaver og i de mindste klasser.