Der er pænt mange læsere til bøger om erhvervssucceser. Måske kan denne biografi trække nogle af de yngre mandlige læsere, vi ofte savner på bibliotekerne.
Biografisk dokumentar om en verdensomspændende erhvervssucces. Og selv ikke stifteren Mark Zuckerberg, der i 2004 starter Facebook som et universitetsprojekt, forudså ideens banebrydende dimensioner. David Kirkpatrick har i sin research fuldstændig ucensureret adgang til dokumenter, regnskaber og interviews med nøglepersoner. Dimensionerne dokumenteres fx af fakta som, at FB i 2004 har 100.000 brugere, mens tallet nu er ca. 750 millioner! Men også bogens indledende fortælling fra Columbia understreger FB som en også politisk magtfaktor indenfor sociale medier. En magt vel at mærke skabt af brugerne selv. Bogen fortæller kronologisk den fantastiske historie fra den tager fart efteråret 2004 til fx en milepæl i 2007 med overskriften: "15 mia dollars", der if. bogen er det beløb Microsoft byder Zuckerberg, som uimponeret svarer Steve Balmer: "Jeg vil ikke sælge virksomheden, medmindre jeg kan bevare kontrollen". Interessant blandt meget i denne velskrevne erhvervsbiografi er forfatterens bud på fremtiden for FB.
Første store egentlige erhvervsbiografi om Facebook og Mark Zuckerberg, men fx kom i 2010 filmen The social network. Kan sammenlignes fx med biografier om Steve Jobs eller Bill Gates.
Yderst velskrevet og underholdende dokumentarisk biografi med potentiale på de fleste biblioteker.