Denne farvestrålende bog arbejder generelt med papmache på den enkleste måde. Strimler af avispapir vædes med tapetklister og klæbes på forme, der fremstilles af balloner, pap, mælkekartoner o.l. Modellerne er malet med hobbymaling eller udsmykket med silkepapir, og de fleste er forsynet med stærke farver, flotte mønstre og guldkanter. Modellerne spænder vidt: her er bl.a. masker, ure, rammer, blyantsholdere, et dukketeater og jule- og påskepynt. Det er en glad, enkel og inspirerende bog, der viser mange af sine farvestrålende modeller på omslagets farvefotos. De enkelte modeller vises med illustrerede opskrifter, skabeloner i fuld størrelse og helsides farvefotos. Sprogligt er bogen rettet mod voksne, men de fleste modeller egner sig også til arbejde med 7-12-årige børn. Vi har en del bøger om papmache, men denne udmærkede bog hævder sig fint ved sine enkle og nutidige modeller, der egner sig til brug i fritidsklubber o.l. Til voksen- og børnebibliotekets lånere.