Film fra 1978 om teatergruppen Solvognens aktion i forbindelse med NATO-topmødet i Kbh. 1973. Målgruppe vil være dem, der interesser sig for venstrefløjsagitation i 1970'erne, politisk gadeteater og for en pastiche over datidens NATO-agitation. For yngre, "uindviede" er der risiko for at filmens ironi ikke opfattes, så kendskab til filmens baggrund er en fordel.
Nils Vest, kendt dokumentarfilminstruktør, har selv haft tilknytning til teatergruppen Solvognen, der i 1973 lavede den i filmen skildrede aktion. Under NATO's topmøde i Kbh. dukker en deling soldater op i gadebilledet, og i 5 dage eksercerer de, som om de var ægte. Om aftenen er de til kabaret i Christianias Grå Hal, engleklædte aktivister standser en ægte kampvogn på øvelse, og pæne borgere interviewes på gaden. Filmen har speak på gammeldags dansk, og i dag vil det være let at forveksle satiren med virkelighed. Dog kan man godt lure at befalingsmanden er skuespiller, ligesom nogle af optrinnene tydeligt er parodiske. Dvd'en indeholder både engelsk og dansk version.
Vi har ikke andre film om Solvognens aktioner, her er man henvist til Nina Rasmussens bog Solvognen.
Spøjst gammeldags dokumentarfilm om teatergruppen Solvognens NATO-hær, der optrådte i Københavns gader under NATO-topmødet i 1973. Filmen er en pastiche over NATO's egne propagandafilm og skildrer en militær deling (skuespillere) under eksercits, til kabaret (på Christiania) m.v. Folk, der ikke kender baggrunden, risikerer at gå glip af den politiske ironi.