Til filminteresserede og særligt i moderne dansk film. Til læsere der har kendskab til filmhistoriske bøger, herunder Chr. Braad Thomsens bøger. Kan formidles til lånere af bl.a. Lars von Trier, Niels Malmros og Jytte Rex' film på biblioteket. Desuden er bogen oplagt til brug i opgavesammenhæng fra gymnasieniveau.
I Film med håndskrift portrætterer Chr. Braad Thomsen nogle af dansk films mest originale instruktører. Her er overordnet set tale om essays der tilsammen indkredser og hylder auteur-begrebet. Det sker gennem seks fyldige kapitler om Nils Malmros, Jytte Rex, Lars von Trier og de nyere filmskabere Simon Staho, Pernille Fischer Christensen og Christoffer Boe. Braad Thomsen analyserer i større eller mindre grad alle instruktørernes film og i et sprogbrug, hvor almindeligt vidende filmkendere kan være med. Stilen er meget personlig og polemisk, bl.a. inkluderende mindre pæne ord om andre instruktører, herunder Susanne Bier, og et generelt udfald mod de film-økonomiske magthavere. Bogen er passende illustreret undervejs.
Ligger i ånd og stil på linje med andre af Braad Thomsens bøger, som bl.a. den fremragende Drømmefilm , 2. udgave, 2002.
Inspirerende og underholdende filmformidling hvis man er filmfan og desuden er bekendt med Braad Thomsens meget personlige stil. Her er man ikke i tvivl om god eller dårlig smag.