Et interessant træk i den psykoanalytiske litteraturs historie er dens gradvise udvikling fra at være kun klinisk interesseret mod at blive kulturfilosofisk, sociologisk, livsanskuende. I Freuds alderdomsværk, som på svensk med en langt bedre titel hed: Vi vantrivas i kulturen, undersøger han, hvilke følger det har for den enkeltes personlighedsudvikling, at han må antage og give sig ind under et kulturmønster. Hovedtanken er, at aggressionen, som for den senere Freud fremstod som en drift af en styrkegrad som selve libidoen, må vendes indad i stedet for at afreageres på medmenneskene. Her underkastes den overjegets, samvittighedens, censur og fortrænges med stor risiko for neuroser. Skriftet er en forlængelse af Freuds øvrige værker, det er gennemtrængt af psykoanalytisk terminilogi, og så målrettet, at det føles stift i strukturen. Alligevel træder det umiddelbart ind i vor tids debat, konkret og desværre endnu aktuellere end i tyverne.