Se - det er en filmbog! I anledning af filmanmelderen Morten Piils 60-års fødselsdag 1. marts kommer her et bredt udvalg af de cirka 4000 anmeldelser, han har skrevet siden 1961. Der er 1-2 sider pr. film, og de kommer i denne orden: klassikere, den nye bølge og andre franskmænd, amerikanerne, som fylder mest, englænderne, italienerne, tyskerne, svenskerne, østeuropæerne, samt andre lande, musikfilm og endelig danskerne. Det er instruktørens nationalitet, der er afgørende for placeringen, så Postbudet kommer f.eks. under englænderne. Jeg savnede et titelregister, men er ellers imponeret over, hvor præcist og godt Piil kan beskrive og vurdere en film på 1 side. Det er en herlig og nyttig bog, når man skal se film i TV, i Cinemateket eller på filmkurser, eller når man bare bladrer i den og bliver indfanget af artikler og filmminder. På den måde er den lige så fristende og opslugende som Morten Piils Danske filmskuespillere fra 2001. En flot fødselsdagsgave fra Informations bedste anmelder.