Forfatterinden har sammen med Harvey Diamond tidligere udgivet salgs- og udlånssucceserne Fit for life. Spis dig i form, 1987 og Spis dig i form 2, 1988. Med sin nye makker har hun videreudviklet principperne til et totalt koncept for naturlig sundhed og vægttab. Bogen består af et større ernæringsmæssigt afsnit, hvor der argumenteres for den sundere livsstil, et "tænk-positivt" afsnit med instruktion til en kombination af selvhypnose og meditation, et let motionsprogram for daglig træning samt en opskriftdel. Ernæringslæren bygger bl.a. på syre-base-princippet og William Hays teorier og er stort set i tråd med moderne ernæringsforskning og bl.a. Ernæringsrådets anbefalinger. Motionsprogrammet virker godt og gennemarbejdet. Bogens mere metafysiske dele kan jeg ikke vurdere, men de bygger på viljekraftens selvstændige indflydelse på velvære. Bogen er meget amerikansk, først og fremmest i det overskruede sprog, der næsten får kuponmagasinerne til at blegne, men også i den direkte henvenden sig til den amerikanske befolkning, der (endnu) har meget værre kostvaner end os, og i kampen mod den amerikanske lægeforening, der også er mindre åben end vor. Kan man klare det, gemmer der sig bag ved dog en i det store hele meget fornuftig bog, der som sine forgængere nok skal få et meget stort publikum.