Why hasn't everything already disappeared?
Deerhunter
Emneord
Minder om
Sange for voksne
Eskild Dohn
Friends
White Lies
Liber: The Minds of 99
The Minds of 99
Big gold dreams : A story of Scottish independent music 1977-1989
Stuffed & ready
Cherry Glazerr
Haunted mountain
Buck Meek
Damned devotion
Joan As Police Woman
50 years - don't stop
Fleetwood Mac
Come home to mama
Martha Wainwright
Anmeldelser (2)
Gaffa [online]
d. 1. feb. 2019
af
af
Kristian Bach Petersen
d. 1. feb. 2019
"Som titlen afslører, har den engelske trio White Lies en håndfuld album på samvittigheden og efterhånden destilleret lyden af dyster synth-rock ind til fint og intenst post-punk-koncentrat. En mørk og patosladet fond, båret, hvis ikke ligefrem af originalitet, så af stærke sange og frontmand Harry McVeighs potente og følelsesladede baryton ... Sangskriver Charles Cave løfter numre som 'Tokyo' og 'Jo' med sit elegante basspil, og der er en næsten maskinel tightness over Jack Lawrence-Browns insisterende trommer. White Lies virker i den grad som en velsmurt maskine, og Five er de tre englænderes mest helstøbte album siden debuten".
Jyllands-posten
d. 9. feb. 2019
af
af
Kasper Schütt-Jensen
d. 9. feb. 2019
"Den britiske trio White Lies lyder som en blanding af Echo & The Bunnymen, Depeche Mode, Interpol og Editors, hvoraf de to sidstnævnte igen er stærkt inspireret af Joy Division. Originaliteten kan ligge på et lille sted hos White Lies, og melodierne på dette femte album kan desværre heller ikke måle sig med udladningerne på bandets 10 år gamle debut 'To Lose My Life'".