Sorg, sex, sygdom og ufrivillig abort. Kål, hunde og udvoksende fjer. Tre korte og anderledes fortællinger for læsere af nyere dansk, eksperimenterende litteratur.
3 fortællinger, med titlerne "Majinski", "Luna seconda" og "Fugleland". I "Majinski" er man i udkanten af Sofia i Bulgarien. En mand, der bor i nærheden af forfatteren Majinski er hovedperson. I "Luna seconda" er vi i et fuglereservat, sikkert i Danmark, i en postapokalyptisk tilstand, med sorg over en abort. "Fugleland" foregår i Hornbæk Plantage, hvor en mand tænker på sin kone Iris, der er død. Der er umiddelbart ingen sammenhæng mellem fortællingerne, men alligevel er der gennemgående stemninger og symbolikker. Dette er Ursula Scavenius ́debutroman.
Hvad handler disse tre fortællinger om, er der en sammenhæng mellem dem eller ej, og er det overhovedet vigtigt? Dette er en velskrevet debut fra Ursula Scavenius, som bestemt udfordrer sin læser. Der eksperimenteres med sproget, fortællestilen og persongalleriet. Er vi på et realplan eller er alt fantasi, udsprunget af desperate og sorgtyngede hovedpersoner? En udgivelse som er værd at stifte bekendtskab med, men som nogle læsere vil finde svær at forstå.
Stilmæssigt er romanen i familie med Peter Asmussens og Harald Voetmanns forfatterskaber. Det er den samme bevidst eksperimenterende skrivestil, selv om emnerne og handlingerne er anderledes.