Fem små dyrefortællinger, der er svære at placere aldersmæssigt. De kan læses højt for de yngste i 2-årsalderen, og begynderlæsere kan selv læse den enkle tekst og evt. støtte sig til den medfølgende cd, hvor hver historie er indlæst.
Dorte Schou, der er tekstforfatter, skuespiller og illustrator har tegnet og skrevet disse fem billedbøger. Illustrationerne er enkle, udtryksfulde stregtegninger med farvede detaljer på hvid baggrund. Teksten er kort og indgår som en integreret del af illustrationerne. Det er fem små historier om en hvalros, der skal gætte en gåde, en kolibri, der bliver væk fra sin mor, en løveunge, der er svær at få op om morgenen, en muldvarp, der planter en blomst for at gøre indtryk på en hunmuldvarp og endelig den, jeg morede mig mest over om et par pruttende flagermus, hvor teksten står på hovedet. Det fysiske udstyr er beskedent, de kvadratiske bøger, har karakter af små hefter trykt på lækkert papir. Med hver bog følger en cd, hvor historien er indlæst og med en lille sang. De sidste sider er reserveret til læserens egen tegning af hovedpersonen.
Der er mange billedbøger med dyr i en central rolle. Disse fem nærmest anekdotiske fortællinger udmærker sig især i kraft af en lidt anderledes billedside, hvor tegningerne er udført med en næsten ubrudt linje.
Fem ganske charmerende bøger, især for de yngste, men også for begynderlæsere. Den ledsagende cd forekommer en smule overflødig og fylder uforholdsmæssigt meget i de små hefter.