Tragikomisk roman fra Sønderjylland for Erling Jepsens trofaste læsere. På den ene side er den grusom og grotesk, og på den anden samfundssatire og en temperaturmåling på et Danmark langt fra København.
2004. Landsbyen Bramstrup er befolket af egenrådige sønderjyder, der ikke tolererer grænsegængere. Et selvbestaltet grænseværn giver flygtninge en hårdhændet og dobbeltmoralsk behandling, og i det hele taget er byen fuld af offentlige hemmeligheder. Hovedpersonen er kroejerens 22-årige datter Kirstine, som har så livlig en fantasi, at hun kan gestalte selveste H.C. Andersen. Omkring hende optræder en række absurde og mere eller mindre dysfunktionelle personer, og bordeller, hash, porno, vold i hjemmet og lemfældig omgang med uønskede børn er ikke ualmindeligt. Kirstine og den unge historiestuderende Christian ender med at flytte nogle moralske grænser og for altid vende op og ned på magtfordelingen i den lille by.
Grum, skarp og velskrevet roman, som balancerer mellem folkekomedie og samfundssatire. Jeg synes, den tipper og bliver for karikeret og vanvittig, at personskildringerne savner troværdighed og varme, og at den lille by fremstår som trøsteløs uden formildende omstændigheder.
Miljø, stemning og stil til fælles med de øvrige titler i forfatterskabet, som denne roman ikke er på højde med.