I 2003 udkom samme forfatters Visuelle illusioner med 144 gådefulde billeder. Den nye bog er efter samme idé og i samme format og tryk, nu med 137 nye billeder. Det er tegninger, grafik, malerier og manipulerede fotografier i pæn, stor, sort- hvid- og farvegengivelse, udført af mange forskellige kunstnere. Her er billeder, der af det menneskelige øje kan opfattes på flere måder, billeder der får øjet til at se noget, som viser sig at være forkert, når man kontrollerer efter, "umulige" billeder af den type som den hollandske kunstner M.C. Escher er kendt for, m.m. Efter hvert kapitel er der løsninger eller andre kommentarer til hvert billede. Der er ingen sortering i de kapitler og den rækkefølge, som billederne bringes i. Den første og den nye bog kan anskaffes og bruges helt uafhængigt af hinanden, da den nye ikke er nogen egentlig "fortsættelse" af det første bind, men en ny portion af "skøre" billeder for dem der fascineres af den slags, lidt i slægt med bøger med geometriske hovedbrud, stereogrammer eller M.C. Eschers bøger. Efterspørgslen må bl.a. kunne aflæses af første bogs brug, da de er skåret over præcis den samme læst.