Bogen appellerer primært til den "voksne" generation, som vil have flere af de beskrevne grupper i egen erindring. Herudover henvender den sig bredt til historisk interesserede.
Et fotografisk billedværk som kronologisk og tematisk skildrer indvandrere og flygtninge, som i perioden 1850-1980 har søgt tilflugt i Danmark. Efter en kort historisk indledning om dansk flygtningepolitik er der afsnit om en lang række forskellige nationaliteter, som er kommet til Danmark. Fra svenskere, sigøjnere, polske roepiger og russiske jøder til ungarske, chilenske og afslutningsvis vietnamesiske flygtninge. I alt 21 forskellige grupper er beskrevet og illustreret. Der er tale om et omfattende fotografisk dokumentationsmateriale af høj kvalitet forsynet med korte tekstkommentarer.
Flere bøger skildrer flygtninge og indvandreres danmarkshistorie, men nærværende bog har sin helt egen tilgang i kraft af det historiske billedmateriale.
Et omfattende og flot billeddokumentarisk værk i sort/hvid om flygtninge og indvandrere i Danmark i perioden 1850-1980.