Bogen om flyvevåbnet udgør andet bind i forlagets serie om det danske forsvar. I lighed med første bind om hæren som udkom i 1998, er der tale om en lettilgængelig farvestrålende introduktion til unge og kommende værnepligtige. Bogen indledes med en kort gennemgang af flyvningens historie og flyvevåbnets opgaver og opbygning. Dernæst en gennemgang og kort beskrivelse af eksisterende tjenestesteder ordnet geografisk. De sidste kapitler fortæller om pilotuddannelsen, flyvevåbnets operative funktioner, lidt om faldskærmen og hundeskolen samt en oversigt over jagerfly i Danmark fra 1945. Afslutningsvis en oversigt over gradstegn og mærker i flyvevåbnet, en telefonliste samt register. Der er tale om en kortfattet factspræget tekst med mange flotte billeder som nok skal skærpe appetitten hos målgruppen.