Fodnoterne er en samling spændende, tankevækkende - og for nogles vedkommende ret underholdende - artikler der udgives i anledning af at Dansk Vandrelaug fylder 75 år i år. Den er tænkt som et kultur- og sundhedspolitisk indlæg i debatten om livsstil og værdier i det danske samfund, og kun det første bidrag i den bredt sammensatte antologi omhandler DV, så målgruppen er langt bredere end foreningens egne medlemmer. Såvel tematisk som stilistisk kommer antologien vidt omkring, og alle artiklerne er skrevet med engagement af eksperter på deres felt. Blandt bidragyderne kan nævnes kogekonen Nanna Simonsen, filosoffen Henry D. Thoreau, psykologen Per Lindsø Larsen, professor i litteraturvidenskab og moderne kultur Martin Zerlang samt Dan Turèll. Bortset fra enkelte afstikkere til Buenos Aires og Andesbjergene i Peru er det forskellige sider af vandring i Danmark og danske kunstneres dannelsesrejser der belyses i artiklerne, og emnemæssigt strækker de sig fra at beskrive fordelene for fysik og psyke ved at bevæge sig rundt til fods og opleve i såvel naturen som byen til vandrekulturens indflydelse på guldalderkunsten og essaygenren. Bogen er rigt illustreret med flotte fotos og mange gode gengivelser af tegninger og malerier af danske kunstnere.