Efterspørgslen efter litteratur om 2. verdenskrig er stor, og der er efter en tids stagnation igen stigende interesse for modstandsbevægelsen både på film og i bøger.
Den nu 94-årige Jørgen Kieler blev født i Horsens. Allerede i 1937 mødte han nazismen på en rejse gennem Europa. Tidligt engagerede han sig i modstandskampen. I 1944 blev han taget til fange og senere deporteret til Tyskland, hvor han kun lige netop overlevede et ophold i arbejdslejren Porta Westphalia. Journalisten Tom Hermansen har fulgt og interviewet JK over en længere periode, og bogen er en samlet biografi fortalt med hans egne ord. Styrken i bogen er, at den fanger og udnytter forandringerne i den åndsfriske JK's refleksioner over et langt liv, og vi får et billede af både manden, tiden og historien. JK's arbejde under besættelsen har han tidligere gjort rede for i Hvorfor gjorde i det? og Nordens lænkehunde, men de giver ikke samme indblik i det komplekse forløb, der gør det muligt for JK indenfor den samme liberalt nationale ramme, at bevæge sig fra undren over nazismen over rent tyskerhad til respekt for det nye Tyskland. Bogen er velskrevet, men viser først og fremmest JK's format.
Bogen ligger op ad Ninkas Om lidt er de borte fra 2005 som indeholder en række interviews med gamle modstandsfolk. Heriblandt Jørgen Kieler. Her får vi dog et bredere indblik i hele Kielers liv.
God og veltilrettelagt interviewbog, som beskriver en af de sidstlevende modstandsfolks liv og holdninger.