Denne smukke bog er en eksempelsamling som præsenterer velfungerende udeanlæg på otte danske folkeskoler, og som danner afslutningen på et forsknings- og udviklingsarbejde om skolens udearealer. Den enkelte skoles data og tanker bag udnyttelsen af udearealerne beskrives og belægges med et utal af fremragende fotos, som samlet giver et godt indtryk, og som virker meget inspirerende. De præsenterede skoler spænder fra elevtal på ca. 100 til over 800, og har ligeledes vidt forskellig geografisk placering fra land til by. Børn lærer på mange forskellige måder, og det er derfor vigtigt at skolen giver mulighed for at børnene kan arbejde praktisk med tingene. Det er af stor betydning at skolens udearealer bliver en integreret del af skolen med mulighed for udeundervisning. De danske skolers udearealer trænger til en opdatering, da området har været kraftigt nedprioriteret gennem mange år. Da skolen samtidig er en kulturfaktor i lokalområdet, bør skolens udearealer også kunne bruges udenfor skoletiden. Bogen har afslutningsvis et vægtigt kapitel med præsentation af forskellige emner som fortjener en speciel belysning og som er taget ud fra de ca. 300 skolers udearealer, der er indgået i undersøgelsen fx disponering af skolens udearealer, ankomstarealer, terrænforskelle, sammenhæng mellem inde og ude og anvendelse af materialer og beplantning. En bog der bør indgå på alle skoler.