Omkring år 100 A.C. bygger en tyrankonge, Kalidasa, på Ceylon i ensom trods mod præsterne en paradishave med hundreder af fontæner på et bjerg højt oppe under himlen, og engang i det 22. årh. kæmper sammesteds en anden ener, ingeniør Morgan, for at realisere sin vision om en "bro" op til stjernerne, humlen er blot, at den skal udgå fra præsternes ældgamle, hellige bjerg. Så poetisk starter Clarkes nyeste sf-roman, som dog efter de første parallelkørte afsnit udvikler sig til ren "ingeniør-sf". Ideen om v.hj.a. såkaldt hyperfilament at konstruere et slags elevatortårn op gennem jordens atmosfære og gøre rumfart til en billig fornøjelse for alle, er bestemt fascinerende, og Clarke redegør vanen tro meget omhyggeligt for teknikken. Ellers må man sige, at romanen, trods en god komposition, er for lang og ofte ganske uinteressant, hans evner for persontegning er ganske enkelt for små til at bære så langt et forløb. Clarke fornyer ikke sf-genren, han træder i denne roman trofast iVernes fodspor, men hans grebethed af tiden og rummet glimter også stedvis i denne roman, som ellers huskes mest for den glimrende optakt og humoristiske slutning.