Musik / rock

Forced witness


Anmeldelser (2)


Berlingske tidende

d. 22. sep. 2017

af

af

Michael Charles Gaunt

d. 22. sep. 2017

"Med den langt mere strømlinede og 80ersmækkert producerede »Forced Witness« tager [Cameron] et kunstnerisk kvantespring frem og skriver sig øjeblikkeligt op blandt tidens mest interessante og modige sangskrivere. Interessant, fordi han basalt set skriver virkelig gode og øjeblikkeligt iørefaldende sange, der under den flotte overflade byder på ret vilde tekster. Modig, fordi han i endnu højere grad end på debutpladen slører grænserne mellem sig selv og sine usympatiske karakterer ... Det er undergravende popkunst, når det er bedst. Sangene balancerer hele tiden på grænsen mellem oprigtig indlevelse og kitsch, og som lytter kastes man rundt mellem grin og gru, nydelse og væmmelse. Ud over de mange »det-sagde-han-bare-ikke!«-oneliners er teksterne fulde af diskrete sprækker mellem karakterernes selvbillede og virkelighedens sørgelige realiteter. Det er dybest set ensomme og forkvaklede mænd, der desperat prøver at holde fast i det, de har mistet. Og det er nok også derfor,AlexCameron har valgt at pakke sangene ind i lyden af midt-80ernes højglanspolerede maskuline radiopop".


Information

d. 8. sep. 2017

af

af

Emil Eggert Scherrebeck

d. 8. sep. 2017

"I løbet af pladens ti numre forsøger [Cameron] at indfange nutidens opskruede situation, hvor den virtuelle kærlighed (og erotik) kæmper med virkelighedens ditto - i hans fortolking af samtiden ... Arrangementerne er skruet markant op i tempo og intensitet, de varme, tørre elbasser og de sprøde plikplokguitarer skubber os hele tiden fremad, mens de tilstræbt corny saxofonsoloer tilføjer en sær følelsesmæssig desperation og et credo om romance, som får kroppens celler til at pulsere ... Man kan godt allerede blive lidt udmattet, når man er nået til fjerde nummer, en ellers fin duet med den amerikanske rockmusiker Angel Olsen. Ligesom man kan blive lidt træt af, at næsten alle numre er skåret over den samme formel med et par vers, der glider over i et par omkvæd, og ender i en outro, hvor et kor eller en saxofon fører os mod nummerets afslutning. Til gengæld bliver man hele tiden trukket med videre, og æstetikken, den fortabte stakåndetheds æstetik, kommer godt ud af højtalerne".