"I løbet af pladens ti numre forsøger [Cameron] at indfange nutidens opskruede situation, hvor den virtuelle kærlighed (og erotik) kæmper med virkelighedens ditto - i hans fortolking af samtiden ... Arrangementerne er skruet markant op i tempo og intensitet, de varme, tørre elbasser og de sprøde plikplokguitarer skubber os hele tiden fremad, mens de tilstræbt corny saxofonsoloer tilføjer en sær følelsesmæssig desperation og et credo om romance, som får kroppens celler til at pulsere ... Man kan godt allerede blive lidt udmattet, når man er nået til fjerde nummer, en ellers fin duet med den amerikanske rockmusiker Angel Olsen. Ligesom man kan blive lidt træt af, at næsten alle numre er skåret over den samme formel med et par vers, der glider over i et par omkvæd, og ender i en outro, hvor et kor eller en saxofon fører os mod nummerets afslutning. Til gengæld bliver man hele tiden trukket med videre, og æstetikken, den fortabte stakåndetheds æstetik, kommer godt ud af højtalerne".