"Narcissistisk personlighedsforstyrrelse er en af de eneste lidelser, hvor alle andre end personen selv bliver behandlet eller går i terapi". En vågn op bog til kvinder, der er faldet for en narcissist.
Susanne Møberg har udgivet 13 bøger med fokus på særligt sensitive, selvværd og intuition. Her tager hun fat på den narcissistiske mand. Hvad kendetegner en narcissist? Hvilke personlighedstræk har han. Hvad er hans virkemidler? Hvordan påvirker hans narcissisme den kvinde, der er forelsket i ham. SM fortæller hvordan vi alle har narcissistiske træk, men den narcissistiske personlighedstype har det kun godt, hvis han kontrollerer sine omgivelser. Han er uden empati. Han lyver. Han vil være den mest charmerende mand, du nogen sinde har mødt, og benene vil flyve væk under dig. Men når han har dig i saksen, begynder næste stadie, som handler om at nedbryde og isolere dig, så han har dig for sig selv. Alle typer kvinder kan falde for en narcissist, fordi han er ekspert i at finde ud af, hvad en kvinde gerne vil have, og så spiller han den "rigtige" rolle.
Bogen er kort og skrevet med en objektivt beskrivende tilgang. Der er ikke noget at rafle om. Det her har ikke noget at gøre, med den du er, det er ham, det er kronisk, og det vil aldrig ændre sig. Måden bogen er skrevet på er kontant og insisterende, og sandheden virker nærmest umulig at stå i mod. Det er nok præcis det, man har brug for, når man er dybt spundet ind i en narcissists net af løgne og pression, men stadig elsker den mand han lod som om, han var i begyndelsen.
Har man brug for at læse mere, behandler Den svære kærlighed også at være - eller have været - i forhold med en narcissist. Denne bog har skriveøvelser, der hjælper til refleksion.