Bogen handler om, hvordan børn og unge inddrages i etisk ansvarlig forskning. Bogen går i dybden med en række af de etiske situationer, udfordringer og dilemmaer, som forskellige forskningsmetoder rejser, hvad enten metoden er anvendelse af dybdegående forskningsinterview, feltarbejde, tegning som metode i forhold til børns hverdagsliv eller videooptagelser i skoleklassen. Centrale etiske begreber som informeret samtykke, fortrolighed, anonymisering og forskning i sensitive emner bliver også udforsket i bogen. Barndoms- og ungdomsliv kalder på viden fra børn og unges ståsteder og på forskning, som åbner for at inddrage og give stemmer til børn og unge. Denne type forskning kræver samtidig en særlig etisk ansvarlig opmærksomhed. Etik i forskning drejer sig om at arbejde ud fra et sæt af moralske principper og retningslinjer, der bl.a. omfatter ”ikke at gøre skade på” og ”udvise respekt for" mennesker, der deltager i forskning. Flere af bogens forfattere er i deres anvendelse af forskellige teoretiske perspektiver og metoder optaget af børn og unges hverdagsliv – også børn og unge, der befinder sig i udsatte og sårbare positioner. Der er endvidere bidrag, som har fokus på etik inden for den filosofiske videnskabsdisciplin, etik på et samfundsmæssigt niveau og etik forbundet til retningslinjer om ansvarlig forskningspraksis. Hertil kommer også et fokus på forskellige etiske traditioner, fx traditionen for feministisk etik og traditionen for situeret etik i social praksisforskning.