Et lille uhyggeligt intermezzo i sommervarmen for dem der holder af dansk tv-dramatik og som venter spændt på næste sæson af Borgen eller hvad DR og TV2 vælger at byde på kl. 20 søndag aften i efterårs- og vintermånederne. Tv-serien var voldsom, sine forgængere i genren taget i betragtning, og i filmen er der lige skruet en ekstra gang op for det bestialske, så det er ikke for sarte sjæle.
Filmen bygger på tv-serien af samme navn, der blev sendt på TV2 i starten af 2011, og tager kronologisk fat i historien, der hvor tv-serien sluttede. Om end filmens krimiintrige naturligvis kan ses uafhængigt af tv-serien, forudsætter personkarakteristikker osv. dog, at man har set tv-serien, før det rigtigt giver mening. Endnu engang følger vi psykiateren og familiemanden Thomas Schaeffer og den ensomme politikvinde Katrine i deres opklaring af en række bestialske forbrydelser. Denne gang en hjemvendt soldat, der tidligere har været i behandling hos Schaeffer, men nu tilsyneladende er et løsgående missil, der myrder til højre og venstre på fantasifuld vis. Det der ofte, på dansk tv, virker så godt som tv-serie, virker knap så overbevisende i filmformatet, og denne er ingen undtagelse.
Der har været en lang række af danske tv-krimier de seneste mange år. Mest populært var nok Rejseholdet, 2000-04, der modsat her ikke udpenslede det voldelige og dysfunktionelle på samme måde.
Forsøg på at omsætte en halvpopulær tv-serie til spillefilm, der ikke rigtigt lykkes og derfor er undværlig.