"Numrene minder meget om hinanden, og stilen er den samme hele vejen igennem. Tænder man således ikke på de første numre, skal man ikke forvente nogen overraskelser. Er man til gengæld på, så byder Trixie Whitley på samtidig sorgfuld og smuk stemningsmusik og en vokal, som, når hun fyrer den af, nærmer sig Christina Aguilera. Men selv om opstillingen er rigtig fin, savner man et nummer, som virkelig kravler ind under huden på en".