Til læsere af parforholdsbøger, som søger en mere uhøjtidelig/humoristisk tilgang. Måske vil den også tiltrække publikum til stand-up-shows, som har set de 2 forfattere udfolde sig.
De to forfattere har mange gange dannet par på scenen, men ikke privat. Det er dog privatsfæren som her sættes under satirisk lup i 5 kapitler, hvor det første handler om livet sammen med en ny partner. I 2. afsnit stifter de familie og får børn med deraf følgende komplikationer, hvor man spændes ud mellem arbejde, børn og fritid - en heksekedel, hvor man er tilbøjelig til at glemme både sig selv og partneren, hvilket leder frem til 3. kapitel med overskriften Skilsmissen. De 2 forfattere udtaler sig på skift, så vi ser situationen fra både mandens og kvindens perspektiv - hele tiden med stand-up'erens skarpt morsomme briller. 4. kapitel har overskriften "Kærligheden" og består af korte punchlines a la "Jeg vil godt vise følelser - bare ikke mine egne". Sidste kapitel: "Kønnenes kamp og andre frontlinjer" indeholder forskellig løs snak om dilemmaer og konflikter, som familielivet afføder.
Parforholdet er, som det evigt aktuelle emne, det er, underkastet mange forskellige vinkler i bogudgivelser, også af stand-up'ere fx Kæreste mand : kunsten at blive en bedre halvdel, 2010.
Under alle morsomhederne fornemmer man smerten og presset på den moderne familie. Stand-up-genren fungerer efter min mening bedre på scenen end i trykt form. Der er mange gode intentioner i denne bog, men lidt for meget distance.