I 1995 kom på dansk Det er dog den skønneste tid, bd. 1 i trilogien om Signe. I den første følger vi skovhuggerdatteren Hilmas katastrofale ægteskab med den maniodepressive præstesøn. I bd. 2 I angstens skygge fra 2000 er Hilma enlig mor for Signe, og her grundlægges den moderlige omklamring af pigen. I dette bd. 3 træffer vi den voksne Signe, der oplever friheden i Paris, hvor hun starter en "korrespondance" med romanfiguren Alberte fra Cora Sandels trilogi om en kvindeskikkelse, der ønsker at være elsket og accepteret samtidig med, at hun gør oprør for hvert eneste skridt. Thorvalls (alter ego?) Signe ægter sin ungdomskærlighed og slås med en måske arvelig sindslidelse og i hvert fald nogle ukrænkelige samfunds- og kønsrollemønstre. Sidstnævnte en problematik Thorvall har skrevet om hele sit litterære liv. Signes arbejdsliv fungerer fint samtidig med, at hun føler sig uduelig og higer efter accept på det private og følelsesmæssige plan. Bogen kan læses selvstændigt, men forløbet er klarere, hvis man kender det forudgående. Sammenkædningen mellem romanfiguren Signe og den anden litterære kvindeprofil kræver kendskab til litteraturhistorien, men giver samtidigt beretningen et løft til noget alment.