Forf.'s nye digtsamling, senest udkom Epifanier i 1997, med den måske lidt tvetydige titel Fraktur repræsenterer ikke noget egentlig brud eller stilskifte fra den kølige, højstemte poetiske minimalisme der tidligere har karakteriseret hendes digte. Det er således også tilfældet her med samlingens tre suiter: "Vocabularium", "Herbarium" og "Territorium". Hver suite med i alt fjorten digte: en digterisk vandring fra et ordenes univers over planterne og frem mod jorden bevidnes således. Det strenge og tilknappede udtryk, forf.'s digte er tidligere og med rette karakteriseret som Haiku-agtige, mætter teksten til noget nær bristepunktet, inden billedet endeligt forløses oftest i et emotionelt leje af nærmest afklaret harmoni og indsigt. Med motiver hentet fra den omgivende natur med dens vand, varme, sol og blomster, men i modsætning til tidligere trænger omverdenen sig nu også på. Det lavmælte toneleje med den tilhørende diskretion står som et vandmærke i teksten, men samme diskretion viger måske alligevel en anelse mod slutningen, forårsaget af et digterisk nybrud(?), til fordel for en civilisation der ellers forekommer noget distant undervejs. En udgivelse der udover en vis feinschmecker-appel også må kunne nå de læsere der gerne søger det enkle og afklarede.