Inspirerende og lækker indretningsbog i stort format, der er er kongenial i sit udtryk med en cremet og afdæmpet, rusik kvalitet, der matcher den stemningsfulde og meget polulære indretningstil den franske landlige stil er. Forsiden prydes af en afskallet opsats med efeu og en gipsengel helt i tråd med indholdet. Bogen er delt op i kapitler om husets enkelte rum. Derudover er et kort kapitel om patineringsteknikker. Det er ikke en grundlæggende bog om instandsættelse af møbler m.m., her skal man gå til Eva-Marie Wilken Flot skrot : nyt liv til gamle møbler, 2006 eller Caroline Atkins Loppefund : til brug og pynt, 2. udgave 2004. Forfatterne giver et personligt bud på, hvordan den stemningsfulde franske stil kan tilpasses den nordiske måde at bo på. De ejer webbutikken Jeanne d'Arc Living, der sælger tilbehør til fransk landstil og er skribent og fotograf. Det er en oplagt coffee-table-book, der vil egne sig glimrende til de villaejere, der ejer 400 kvm. hvidmalet herlighed ved vandet. Resten af os kan implementere bogens mange forslag efter behov og pengepung. Bogen giver samme stemning som de mange indretningsbutikker på Strandvejen i Hellerup, København, der nu har bredt sig over hele landet. Der er kommet mange indretningsbøger de sidste år. Denne vil kunne anvendes på alle større biblioteker, på mindre, hvis samlingen mangler en inspirationsbog i genren.